Lærlinge-projekt:
NVpro deltager i ”Lærlingeprojeket”, som har til formål at give bogligt svage unge en mulighed for også at få en erhvervsuddannelse gennem en praksisorienteret og særlig tilrettelagt undervisning.
Disse unge skal bl.a. tjene som forbilleder for skolens øvrige elever, og give dem tro på, at det kan lade sig gøre at gennemføre en ungdomsuddannelse trods div. handicaps.
Det er skolens mål, at få etableret lærlingepladser på alle de linier/områder, som er relevante.
Samarbejde med UU om udslusning:
Når en elev starter eller stopper på NVpro meddeles dette altid skriftligt til det relevante UU-center . Ved udslusning oplyses altid stoptidspunkt og hvilken aktivitet den pågældende unge er påbegyndt.
Statistik:
Der udarbejdes løbende statistik over udslusningen, som forelægges bestyrelsen min. 2 gange årligt. Den ene gang er i forbindelse med årsrapporten.
Elever der har været på skolen under 1 måned indgår ikke i statistikken.
Statistikken kan ses på skolens hjemmeside: www.nvpro.dk/uploadfiles/Udslusning08.pdf [pdf-fil 61kb].
(BILLED KOMMER!)
Udslusningsstatistik
Nvpro's udslusningsstrategi
Mål
Målet med wt ophold på Nvpro er, at deltagerne får udviklet deres personlige, sociale og faglige kompetencer, på et niveau der gør det muligt for dem at gennemføre en ungdomsuddannelse, eller få et ustøttet job på det almindelige arbejdsmarked.
Udslusning til uddannelse prioriteres højere end kortvarig beskæftigelse. Det er målet at skolen som minimum udsluser 2/3 til uddannelse eller arbejde.
Skolens vifte af linietilbud (værksteder) afspejler de uddannelsesmuligheder og/eller jobmuligheder der findes i området eller regionen. Tilbuddene understøtter et meget bredt behov for afklaring for begge køn, og tilpasses løbende det aktuelle behov.
Forudsætningen for en god udslusning er det daglige konstante fokus på udviklingen og dokumentation af elevens kompetencer set i forhold til målene i forløbsplanen.
På NVpro understøttes dette arbejde gennem følgende aktiviteter:
Udarbejdelse af mål og delmål i en forløbsplan, der udarbejdes mellem elev og vejleder. Denne plan beskriver det overordnede plan for opholdet, og gøres til genstand for løbende evaluering.
Elev og lærer udarbejder, med baggrund i forløbsplanen en plan for opholdet på den konkrete værkstedslinie. Denne plan beskriver de mål, som eleven skal nå på linien, indenfor en given periode. Det kan være både sociale-, personlige og faglige kompetencer. Denne plan gøres ligeledes til genstand for løbende evaluering.
Eleven skriver dagligt, eller på ugentlig basis, i en logbog (blog), og godtgør på den måde, at der reflekteres over undervisningen og der bliver arbejdet henimod opfyldelse af de mål som eleven sammen med læreren har sat.
Elevens erhvervede kompetencer synliggøres via en stor tavle i værkstedet, og anvendes såvel praktisk og pædagogisk i den daglige undervisning.
Derudover indkaldes alle skolens elever hvert kvartal til ”Store samtaledag”, hvor samtlige elever gennemfører en selvevaluerings-test, gennemgår forløbsplaner og logbog, samt kompetencetavle sammen med lærer og vejleder.
De identificerede kompetencer opsamles og indskrives i elevens afgangsbevis, som udleveres når eleven forlader skolen.
Resurser
Skolen har afsat resurser til vejledning på følgende fronter:
Vejleder(e) til den overordnede uddannelses- og erhvervsvejledning (gennemførelses-vejledning)
EGU-vejleder(e)
Vejledning i værkstedet – linielæreren
Vejledning er et krav på skolen. Alle elever får efter en kort periode på skolen udarbejdet en forløbsplan, som med korte intervaller bliver fulgt op – oftest i tæt samarbejde med linie-læreren. Alle elever skriver logbog, deltager i ”Store samtaledag” og arbejder aktivt med kompetencetavlen.
EGU-vejlederen udarbejder uddannelsesplaner og vejleder egu-eleven gennem hele forløbet på ca. 2 år (tovholder og faste kontaktperson).
Alle vejledere er erfarne og deltager i formelle vejledernetværk, ligesom de fagligt holdes ved lige gennem kurser, konferencer mv. Til særlige lejligheder entreres med eksterne vejledere.
Opfølgning
Skolerne er lovgivnings-mæssigt forpligtet til at følge afgåede elever i 3 måneder efter afslutning på et produktionsskoleophold, hvorved vi har mulighed for at dokumentere elevens fastholdelse i uddannelse eller på job.
Derudover afholder skolen mindst to sociale arrangementer årligt, hvor tidligere elever bliver inviteret. Tidligere elever får samtidig at vide, at de altid er velkommen til at kontakte skolen for vejledning hvis dette behov senere skulle opstå. Derved har vi mulighed for at kunne dokumentere skolens arbejde yderligere.
Kombinationsforløb:
Senest efter 3 måneder (eller derefter når det skønnes formålstjenligt) tilrettelægger skolen et kombinationsforløb på en erhvervsskole for relevante elever. Dette gøres for at søge at lette overgangen mellem produktionsskolen og erhvervsuddannelserne mest muligt. Samtidig støttes overgangen, idet skolen bl.a. kan være eleverne behjælpelige med at få deres opnåede kompetencer godskrevet.
Samarbejdsaftaler:
Der er indgået samarbejdsaftale med SOSU-skolen i det gamle Vestsjællands Amt og EUC-nordvest i Holbæk.
Aftalerne regulerer samarbejdet ift. frafaldstruede elever, grundforløb på produktionsskoler mv.